"Jeg gør det fordi jeg vil hjælpe andre.
Ikke for at blive rig."
— Noah Sandager Johansen, 17 år, Horsens
Han var det rareste menneske jeg har mødt.
Sød, kærlig, omsorgsfuld. Den slags menneske
der bare var der, roligt og varmt, hele tiden.
Min mormor passede ham gennem hele sygdommen.
Hun var stærk hele vejen igennem.
Nu bor hun alene. Klarer sig fint, siger hun.
Og det gør hun også.
Men jeg tænker på hende, når jeg lægger
telefonen fra mig om aftenen.
Hvad nu hvis der går to dage,
og hun en dag bare ligger der,
og ingen ved det?
Den tanke sidder i mig.
Jeg er 17. Jeg har ikke bil.
Jeg kan ikke kigge forbi hver dag.
Så begyndte jeg at bygge.
Jeg kunne ikke ringe hver dag uden at det blev mærkeligt. Jeg kunne ikke bare "kigge forbi", når jeg hverken har bil eller tid mellem skole og arbejde.
Så jeg begyndte at tænke: hvad hvis der var noget, der bare vidste om hun var oppe og i gang, uden at nogen skulle spørge, og uden at hun skulle føle sig overvåget?
Ikke et nødkald. Ikke et kamera. Bare noget stille, der lærer hendes rytme og siger til, hvis en dag ser anderledes ud.
Det var hele ideen: at få ro i maven selv.
Det startede som noget til min egen familie. Nu vil jeg gerne gøre det til noget andre familier også kan få.